Om siden

Har du tænkt over, hvorfor du tager en bog ned fra hylden?

Måske kender du forfatteren, måske fanger titlen dit blik måske kendte du til bogen på forhånd og ledte bevist efter den på boghandlerens hylder.

Men hvadmed dem du samler op uden at tænke over det?

Det er en god chance for, at det er omslaget der har lokket dig. Eller dens størrelse, format eller materiale. Ofte fanger bogomslaget dit blik, inden du overhovedet har læst ordene på forsiden. Vores hjerner bearbejder visuelle indtryk hurtigere, end de bearbejder tekst. Et godt bogomslag er derfor essentielt for at få kundens opmærksomhed, især hvis bogen ikke er skrevet af en kendt forfatter eller ledsages af massivt marketingsarbejde.

USA og England bliver der produceret bogomslag af utrolig høj standard. Det designmæssige håndværk er i top, men især idéhøjden har sjældent været bedre. Desværre er der langt mellem danske bogomslag der har den samme høje standard.

Hvorfor denne blog?

For det første, for at puffe til bogbranchen Jeg tror, at der kan blive solgt flere danske bøger, hvis forlagene ville arbejde med omslagene på en anden måde. Det er da forsøget værd.

For det andet for at lære folk, at “dansk design” er andet end møbeldesign. Der er designere specialiseret i tekstildesign, industriel design og digitalt design og en hel masse andre områder og så er der grafiske designere, som blandt andet kan være specialiseret i bogdesign.

Sådan udvælges omslagene

Jeg kan ikke løbe fra, at udvælgelsen af omslagene er subjektiv, men den er subjektiv på en faglig baggrund. Jeg er grafisk designer og udvælger omslagene udfra faglige kriterier – ikke personlig smag.

Kriterierne er som følger:

  1. Håndværksmæssig kvalitet
  2. Originalitet i layout eller illustration
  3. Grafik og typografi skal understøtte bogens indhold og titel

Det er ikke alle omslag der opfylder alle tre krav, men minimum to skal være opfyldt. Da jeg startede siden, ville jeg kun have omslag ind der opfyldte punkt 1 og 3 hver gang – men så blev det en meget tom side.

Jeg udvidede med punkt 2, for at gøre plads til omslag der er lækkert designet, som er af høj kvalitet og af den grund giver blikfang og vækker følelser hos læseren – også selvom det visuelle ikke understøtter historien.

Jeg finder omslagene ved at følge de nyeste udgivelser på webshops, forlagenes websites og hos boghandlerne. Jeg går primært efter de største forlag da det stadig er dem der producerer de bedste omslag. Et hurtigt kig på bloggen afslører dog at mange små forlag producerer omslag af høj kvalitet, så forlagets størrelse har ikke noget at sige i forhold til udvælgelsen.

Uden at vide det med sikkerhed vil jeg mene, at jeg ser godt og vel 90% af alle skønlitterære udgivelser rettet mod voksne. Er omslaget ikke her på bloggen er det sandsynligvis fordi det ikke er godt nok – ikke fordi jeg ikke har set det.

Hvem er jeg?

Jeg hedder Malene Hald og er grafisk designer. Bloggen her er et et-mands projekt, som jeg driver i min fritid. Jeg tjener ingen penge på bloggen – den er drevet af ren kærlighed til godt design:)

Har du forslag eller tilføjelser?

Jeg krediterer designeren, hvis jeg kan finde ud af, hvem det er. Designeren bliver sjældent krediteret på forlagenes websites og det er ikke alle bøger jeg har ved hånden.

Jeg modtager også meget gerne fotos af de faktiske bøger, hvis du ejer den/udgiver den/har designet den. Jeg vil også gerne høre fra dig hvis du er designer eller forfatter og kan fortælle noget om, hvorfor omslaget er blevet til og for eksempel har skitser som du gerne vil vise frem.

Følg Dansk Bogdesign på Twitter – og se ældre, dansk typografi og bogdesign på Instagram.

———–

Cookies

Cookies er et stykke kode som din computer gemmer når du surfer på internettet. Cookies bruges fx til at holde øje med hvordan du bevæger dig rundt på et website. Dansk Bogdesign bruger Google Analytics til at hitte ud af hvilke dele af siden du bruger mest og derved blive klogere på dig. Du kan ændre indstillingerne i din browser så der ikke gemmes cookies på din computer.