Omslaget til Paradoksets kunst har en hel del hentydninger til David Lynch, som jeg aldrig havde fanget, hvis ikke forfatteren havde gjort mig opmærksom på det:

• Dobbeltkopieringen er et fast signaturgreb hos David Lynch, som omtales i bogen, og som er genbrugt i designet.
• Den røde farve spiller en central rolle hos instruktøren og således også på bogens omslag.
• Bogen handler om paradokset som en styrende figur hos David Lynch, og zigzagstriberne henviser til et af de paradoksale rum i Lynchs værker (både “Eraserhead” og “Twin Peaks” samt “Twin Peaks: Fire Walk With Me”), som også omtales i bogen. Desuden er det svært at greje instruktørens udtryk i øjnene: Er han fokuseret, fascineret af noget eller utryg? Også hans blik kan læses på flere modsatrettede måder.

Behandlingen af fotografiet er dejlig anderledes end andre bøger i samme genre (denne bog er vel nærmere over i kulturportræt end det er en biografi),men jeg er i tvivl om, hvor godt den vil klare sig i den onde konkurrence på boghylden. Titlen er det element de springer mets i øjnene, og fotografiet kommer mest til at fungere som et baggrundsmønster. Man kunne med fordel have brugt Lynchs blikretning til at pege mod titlen og integrere typografien mere i fotografiet, og også lade den være for eksempel dobbeltkopieret, rød eller i zig-zagstriber.

Men, den rød/hvide kontrast og Lynchs blik fungerer ganske godt.